Dag 13

En by er bare en by uden de mennesker du lærte at kende, da du boede der. En by er bare en by med spøgelsesagtige bygninger, som huser dine minder. Som gør dig tung og nostalgisk, selvom den er bygget i gule sandsten. Fordi det aldrig kan blive det samme. Fordi du ikke er den samme. En by er bare en by, der lever i din fortid.

Advertisements

Dag 12

Jeg snakker med de andre og der er gået noget op for os alle. Vi er rastløse og nostalgiske. Vi kan ikke blive et sted for længe af gangen. Vi søger konstant efter rusen, suset, oplevelsen. Noget, der kan måle sig med følelsen af fællesskab og selvstændighed, som vi oplevede dengang. Og vi snakker om, at vi er bange. Bange for, at vi sidder fast i en fortid, hvis minder vil forhindre os i at komme videre. Og vi er bange for, at vi aldrig kommer til at opleve noget lignende igen. Og det gør os hundeangste, for der skal være noget lignende derude i fremtiden, eller måske har vi opbrugt al vores lykke på én gang? Det vi allermindst vil, er at være rastløse. Vi vil i virkeligheden gerne finde den samme glæde, det samme fællesskab, den samme ro, dér hvor vi er. Det er jo derfor, vi løber forvildede rundt og leder efter det.

Dag 11

Kigger på billeder af gamle flammer. Leder efter mønstre. Ligheder. Er der noget, jeg har overset? Jojo, den er god nok, det er rigtigt, at jeg køber efter dem, som ikke vil mig og løber fra dem, som vil. Der er dog mere end det. De er klæbende, ekstroverte, selvopofrende, blide, egoistiske, i tvivl. Der er blå øjne, brune øjne, grønne. Det eneste de har til fælles er mig. Er det der, jeg starter?

Dag 10

Jeg vil ikke drage forhastede konklusioner, men måske er det okay, at alt er rutine. Måske skal jeg ikke lære noget særligt om at skabe relationer, drikke Guinness eller blive forelsket. Måske er det vigtigste at udfordre angsten. Alligevel består en del af min rutine i at tælle dage. En dag af gangen.

Dag 9

For et år siden skulle du til London og jeg sagde, at jeg ville komme og besøge dig, hvis du havde tid. Really? Spurgte du og jeg sagde: Really. Men der var i virkeligheden ikke noget really, for vores tænder var allerede blå af rødvin og vi havde forædt os i ost og baguettes.

Dag 8

Måske udvikler venskaber sig i de stille, koncentrerede timer på biblioteket. Måske i spisepausen over krøllede fritter. Måske udvikler de sig, når man ligger under hver sit tæppe i sofaen med tre par fødder på varmedunken og ser på mennesker, der gerne vil forelske sig. Måske udvikler de sig, når der rulles en wrap og man hjælpes om opvasken. Måske når der endelig er én, der tager mod til sig og fortæller, at noget er svært og det sender ringe ud til de andre i sofaen. Måske.

Dag 7

Hvis der var en anden måde at sige det på, så ville jeg gøre det. Men der er ikke nogen anden måde at sige det på. Ordene på papiret er min måde at sige det på, andre bruger farver, bygger huse, bruger kroppen, tænker i tal, tæller penge, kreere potter, kjoler eller indviklede teorier. Når jeg nu endelig kan begynde at få det sagt, bliver jeg så sat fri?